“Hvaaa… det er godt, du ikke skyder på film!”

Det hører jeg tit, når jeg fotograferer nogen. Og ja – det er godt, jeg ikke gør det.

Jeg kan nemt tage 700 billeder i timen. Nogle gange meget mere. Nogle gange meget mindre.

At tage mange billeder giver mig mulighed for at:

– sortere mere kritisk, så det sidste billede er bedre

– fange flere tilfældigheder

– vælge billedet, hvor arme og ben i bevægelse er fastfrosset i den helt rigtige position

– og ikke mindst: gøre kameraet til en naturlig del af situationen, så dem jeg fotograferer slapper af

MEN… det betyder også, at jeg bagefter sidder med en hulens masse billeder, der skal sorteres.

Her kigger jeg alle billederne igennem i flere runder og skærer ind til benet. Første runde vurderer jeg måske på ét sekund per billede – og så bliver jeg mere og mere kritisk.

At udvælge billeder er en svær disciplin. Det handler om at løsrive sig fra den erfarede fotografering og se det med friske øjne, så man også ser de gode billeder, der måske er opstået, uden at man havde regnet med det. Men det er også en sjov disciplin, for det er i den endelige udvælgelse, at man skaber fortællingen og får energien mellem billederne til at sitre. 

Se billederne for en visualisering af en opgave, som jeg løste for Kristeligt Dagblad for nylig - et portræt af dygtige komponist Marianne Søgaard - hvordan de i de forskellige runder bliver kogt ned fra tusind billeder til mine foretrukne otte.