“Hvaaa… det er godt, du ikke skyder på film!”

Det hører jeg tit, når jeg fotograferer nogen. Og ja – det er godt, jeg ikke gør det.

Jeg kan nemt tage 700 billeder i timen. Nogle gange meget mere. Nogle gange meget mindre.

At tage mange billeder giver mig mulighed for at:

– sortere mere kritisk, så det sidste billede er bedre

– fange flere tilfældigheder

– vælge billedet, hvor arme og ben i bevægelse er fastfrosset i den helt rigtige position

– og ikke mindst: gøre kameraet til en naturlig del af situationen, så dem jeg fotograferer slapper af

MEN… det betyder også, at jeg bagefter sidder med en hulens masse billeder, der skal sorteres.

Her kigger jeg alle billederne igennem i flere runder og skærer ind til benet. Første runde vurderer jeg måske på ét sekund per billede – og så bliver jeg mere og mere kritisk.

At udvælge billeder er en svær disciplin. Det handler om at løsrive sig fra den erfarede fotografering og se det med friske øjne, så man også ser de gode billeder, der måske er opstået, uden at man havde regnet med det. Men det er også en sjov disciplin, for det er i den endelige udvælgelse, at man skaber fortællingen og får energien mellem billederne til at sitre. 

Se billederne for en visualisering af en opgave, som jeg løste for Kristeligt Dagblad for nylig - et portræt af dygtige komponist Marianne Søgaard - hvordan de i de forskellige runder bliver kogt ned fra tusind billeder til mine foretrukne otte.

Jeg er kommet hjem fra en spændende rejse til Nepal, hvor jeg var afsted for at fortælle WAWCAS’ historie om, hvordan de hjælper kvinder til bedre liv for dem og deres familier gennem uddannelse og lån til iværksætteri. Det er et super meningsfuldt projekt og var en ære og fornøjelse at møde de mange kvinder, der virkelig har gjort en forskel og med små skridt ændrer vilkårene for et helt samfund. Vi var i bjergene, i lavlandet og i tumultariske Kathmandu og tale med og fotografere forskellige cases. Der bliver arbejdet benhårdt på projektet bag linjerne - bogen er planlagt til at udkomme tidligt i 2026 - og jeg glæder mig til at dele flere billeder fra rejsen!

Efter syv gode år i mit dejlige hjemmekontor i Svejstrup har jeg taget springet og er flyttet mit arbejdsliv fire kilometer til Ry, hvor jeg har været med til at starte et kontorfællesskab – og et fotostudie, hvabehar!

Vi sidder seks forskellige kreative skabende mennesker her, og det er bare rigtig godt. Ud over de åbenlyse fordele ved at have et studie, hvor der god plads til lys-opsætninger og lækker musik, så er det en gave at være en del af et fællesskab til hverdag. Her er sparring, hjælp, god energi over hele linjen. 

Hvis du er i Ry, så slå på tråden og kom forbi PORT12. Jeg giver en kaffe ☕️

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med min gode ven og talentfulde snedker, Kristian Frandsen. Designer Tina Astrup havde bedt ham om at skabe tre skrin af forskellige eksotiske træsorter, som hun havde fået mulighed for at arbejde med gennem organisationen Verdens Skove. Hun bad mig om at dokumentere processen med en billedserie og en profilvideo.

Udover at det var en stor glæde at arbejde tæt sammen med Kristian i hans hyggelige værksted i Føvling, var det også en spændende fotografisk opgave. Jeg valgte at fotografere med fokus på materialet, hvor jeg ophøjede træets afskalninger til at blive fotograferet på lige fod med selve skrinene undervejs i processen. Dette skaber en øget opmærksomhed på træet som ressource og giver en forståelse for de forskellige processer gennem det støv, de spåner og det smuld, der opstår under bearbejdningen.

Nogle af billederne har allerede været udstillet på Dokk1 i Aarhus, og de har et videre liv planlagt, som jeg glæder mig til at følge. Indtil da kan man se videoen af en koncentreret snedker, der arbejder med skrinene og fortæller om projektet, samt se flere billeder fra serien her.

Jeg har bidraget med en kronik til Dansk Gerontologisk selskabs seneste tidsskriftnummer. Indledningsvist stødte jeg på en vis modstand eller kedsommelighed i responsen, når jeg har fortalt om mit projekt Til mine dages ende, der omhandler slutningen af livet og det at være afklaret med døden. Altså det at være meget gammel. Derfor har jeg været ret bevidst om, hvordan man kan fortælle om det på en måde, så flere identificerer sig med historien og dens relevans. Og det har jeg skrevet en kronik om til tidsskriftet Viden om Aldring. 

Du kan læse med her.